I Herning Vand har vi generelt et stort fokus på at være en god og sund arbejdsplads både fysisk og psykisk med blandt andet betalt motion, coachordning og grønne alternativer i frokostordningen. Som en del af det fokus har vi gennem flere år gennemført sundhedstest hvert andet år. Samtidig har mange kollegaer efter en større tilbygning fået ny arbejdsplads. Derfor havde mange behov for at få gennemgået deres arbejdsplads i forhold til ergonomi. Derfor valgte vi til dette års sundhedstest at udvide tilbuddet med en ergonomigennemgang.
Vi ønskede at finde en samarbejdspartner, der havde stor erfaring med og kunne løse begge opgaver. Samtidig var det også vigtigt, at samarbejdspartnere kunne favne, at vi ikke kun er en arbejdsplads med kontorfolk men også har mange håndværkere ansat. Her viste BeneFiT Herning sig hurtigt som et oplagt valg. Endelig var det bestemt også et plus, at BeneFiT Herning er et lokalt firma.
Processen er forløbet nemt og uden problemer af nogen art. Der har hele vejen igennem været en rigtig god, positiv og konstruktiv kommunikation med Anne Mette, Tine og Nikolaj fra BeneFit. Alle aftaler er blevet overholdt, og alle tilbagemeldinger fra medarbejderne har lydt på en god oplevelse i en behagelige atmosfære og med kompetente behandlere.
En del kollegaer har fået tilrettet både stort og småt på deres arbejdsplads, og rigtig mange har fået smag for at stå noget mere op i løbet af arbejdsdagen. Nogle har også fået af- eller bekræftet et par sandheder om deres helbredstilstand Generelt set har forløbet med ergonomi og sundhedstest givet et øget fokus på vigtigheden af bevægelse – også i løbet af arbejdsdagen.